Nu har vi halvt fuldendt vores rejse over USA. Vi er nået til hele vejen Georgia, og regner med at ramme østkysten i morgen. Så har vi rejst i vores lille van fra vestkyst til østkyst og dermed oplevet 12 stater ind til videre - ret vildt at tænke på. Og vi er allerede ved at skitsere en rejseplan over de resterende stater, USA er et fantastisk land at rejse rundt i, og jeg vil nødig gå glip af noget. Så der er ingen fare for, at jeg løber tør for rejseplaner de næste par årtier.
Jeg vil, traditionen tro, overlade det meste af pladsen til billeder. Men denne gang er der også et par enkelte oplevelser, som jeg vil prøve at gøre levende for jer; en typisk dag for to roadtrippere, mødet med pensionerede lumberjacks og sladder på verandaen med "real housewifes of America".
En typisk dag
En typisk dag for os starter kl 7, hvor mit vækkeur ringer. Her har Sofie allerede været oppe i en time og er klar til vores morgengymnastik. Jep, vi laver morgengymnastik, og det er HVER morgen (med få undtagelser f.eks. d. 21 september i Las Vegas). Morgengymnastikken er bestående af 700 sjip, som bliver sat op med 100 hver mandag. Jeg er rimelig færdig og udkørt når det er overstået, men så fortsætter vi, efter jeg har sundet mig, med maveøvelser. Min gode veninde Karen Louise har givet os en udfordring som gerne skulle resultere i en 6-pack, når vi er færdige. Jeg vil undlade at kommentere på min maves udseende endnu, men forventer, at I har svært ved at genkende den toptrænede pige som kommer ud af flyet i København.
 |
| To typiske eksempler på vores rejsekompagnoner. |
Derefter fortsætter dagen i et, mildt sagt, roligt tempo. Vi sætter vandkedelen over gasblusset, ruller teltet på toppen af bilen ned (billederne skal nok forklare senere) og finder det mindst lugtende tøj frem. Ved 9 tiden er vi oftest klar til at køre, og begiver os derfor ud på Amerikas lange lange og lige veje. For det meste har vi et stop eller to, hvor vi ved, at der er en mindre eller større attraktion, dem har I fået et indtryk af takket været billederne. Hen på eftermiddagen, efter at vi har kørt ca. 200 miles (x 1,6 for km), gransker vi vores store kort for campingpladser og har indtil videre været så heldige, at vi ikke har været nødsaget til at sove i vejkanten. Vi har dog tit talt om det, men det føles nu en anelse mere sikkert, at være et autoriseret sted - mere eller mindre beskyttet. For det meste er campingpladserne ude i skove eller parker, så det er nu ikke fordi, at vi er meget beskyttet. Men der plejer at være et par pensionistpar udover os, som er ude på en camping-hyggetur i deres egen stat. Jeg vil skyde på at gennemsnitsalderen på mennesker, som rejser gennem USA med enten telt eller campingvogn eller noget derimellem, er på 63 år. Så vi har da fået os nogen rigtig hyggelige snakke engang imellem. De pensionerede camping-amerikanerne kan slet ikke forstå, at vi kan være i en lille Dodge, når de selv kører rundt i noget der minder om en kæmpe turistbus, med "slides outs", to indgange, tv og meget mere. Jeg skal prøve at finde et billede til jer inden næste blogoplæg.
På den måde ender vores dag næsten som den begyndte. Vi sætter kedelsen over gasblusset, ruller teltet op og finder det mest lugtende tøj frem (= vores træningstøj/nattøj).
 |
| En morgen midt ude i ingenting. Jeg sover for det meste i teltet oppe på taget, mens Sofie sover inde i bilen. |
 |
| Morgengymnastik. |
Mødet med lumberjacks
Vi var samme dag som mødet med lumberjacksene kommet ind i Colorado, som viste sig at være en kold stat. Det havde dog sine fordele, da bjergene var dækket at brændende skove. Altså ikke i bogstavelig forstand, som ved tørken i Californien, men her i Colorado var efteråret allerede trådt ind, så bladene havde fantastiske farver. Det mindede om billeder jeg har set fra de nordlige stater og Alaska. Tætte granskove som dækker bjergsiderne og flade brede floder som strømmer hurtigt over en stenet bund. Det eneste vi manglede var springende laks og bjørne til at fange dem.
Vi har før været vant til 30 graders varme, så da vi hørte at det muligvis ville blive frost den nat, tog jeg så meget tøj på som muligt og fordelte resten over mine tæpper og lagener. Sådan lå jeg mumificeret og prøvede at komme så nær Sofie som jeg kunne tillade mig. Vi overlevede dog natten og vågenede næste morgen op til et skønt syn. Solen lyste direkte ind på bjergsiden og fik alle farverne til at stå frem efterhånden som morgentågede lettede.
 |
| Et billede fra den morgen vi kørte fra Colorado. |
Kun lige da vi havde fået øjne, kom den første mand luntende hen mod os. Han gik i et par slidte bukser og havde en varm arbejds-jakke udover sig. "So did you gals have a cold night in there?", Vi stod foran bilen, til dels stadig mumificeret, da han sjoskede hen mod os. "Well you should come and have a some coffee with us inside", fortsatte han. Vi havde mødt den samme mand aftenen før, hvor han viste os vores plads og introducerede sig selv som John. Det skulle senere vise sig, at alle mænd på den campingplads var udstyret med et enkelt-stavelses navn - John, Jack, Franck osv. Derudover var de også allesammen fiskere, jægere eller en anden form for friluftsmænd - og selvfølgelig opfyldte de også gennemsnitsalderen for en almen campist, som jo er ca. 63 år. Vi tøvede lidt, men var høflige og sagde "thanks" på vores bedste lumberjack manér med et medfølgende nik og et lille vink med hånden, som om man er helt indforstået, med alt hvad han kunne finde på at sige eller gøre.
Ret hurtige blev vi dog enige om, at vi sikkert ikke ville passe ind i den lille jagtstue med lumberjacks og morgenkaffe, Så vi blev siddende og tog istedet en portion havregryn.
Et par minutter efter kom den næste lumberjack. Han havde shorts på, på trods af de varslede minusgrader, en rødternet termojakke og sokker i sine crocs. Det var ejeren af campingpladsen. "Well you better get in there, those men want some company. And we're gathering every morning like this". Vi tøvede, grinte lidt nervøst og prøvede at give et endnu mere overbevisende nik og lille vink med hånden, for at vise, at vi havde total styr på det. Efter han var gået, ville vi ikke risikere endnu et besøg, så vi fik noget ordentlig tøj på og bevægede os hen mod jagtstuen.
 |
| Jeg er på vej til at blive mumificeret, det er ikke en nem proces. |
Inde i jagtstuen var der dejlig varmt fra kaminen og man kunne dufte nylavet kaffe fra en lille maskine ovre i hjørnet. I midten af rummet stod et stort billiardbord med et par blomstrede plyssofaer omkring sig. Ovre i hjørnet foran kaffemaskinen sad den lille flok lumberjacks i deres termojakker og bukser med et uendeligt antal lommer ned af siderne. De vendte sig alle begejstrede om, da vi trådte ind i stuen. Så blev der grinet lumsk, som kun gamle mænd i Colorados skove kan gøre det, og adskillige kommentarer og jokes alá "this is the prettiest morning I ever woken up to"fløj mod os. Vi blev budt på såkaldt kaffe, en stærk blanding der nærmest kunne spises med ske, og fik placeret os i den lille rundkreds af lumberjacks.
Der var ingen ende på de gode råd, spørgsmål til vores rejse og interne jokes om folk fra Texas. Det viste sig at blive en endnu mere hyggelig morgen end sædvanelig, og de lumberjacks er ikke så skræmmende endda. Det tog dog lidt tid for os, før vi helt forstod jargonen, og jeg var ved at sige ja til at tømme toiletterne, før det gik op for mig, at de prøvede at overgå hinanden i deres jokes - hvor vi som regel var ofre, hvis ikke det gik udover folk fra Texas, som de åbenbart ikke har meget respekt for.
 |
| Campingpladsen med bjørne, frostgrader og lumberjacks. |
Real housewifes of America
Jeg har engang set noget af en tv-serie som hedder "real housewifes of America" hjemme i Danmark. Nu har jeg været så heldig at opleve det direkte i Alabama, USA.
De sidste par dage har vi brugt på at køre igennem bomuldmarkerne i sydstaterne. Vi ville gerne se en stor mansion med tilhørende bomuldsmarker og måske få noget historie om slaveriet i sydstaterne. Men den dag vi havde planlagt var desværre en søndag, så vores planlagte stop var til ingen nytte, da turist-mansions åbenbart holder lukket om søndagen. Vi foldede vores kort over staterne ud og ledte efter en historisk markering eller anden form for attraktion i nærheden af vores ellers bestemte stop. På den måde fandt vi Eutaw. En lille søvnig by i det centrale Alabama, men med en masse historiske huse. Vi kørte derop i håb om, at finde et åbent mansion som kunne stå model for vores nysgerrighed. Det viste sig, at der lige præcis den weekend var arrangeret en tur, hvor private folk åbnede deres historiske hjem for den almene befolkning. Så vi var så heldige at se intet mindre end 9 historiske hjem, rangerende fra et fuldt udstyret victoriansk hjem fra 1800 tallet til en moderne restaureret mansion. Det var meget specielt og spændende at kunne træde ind i en så velhavende amerikaners hjem, og endnu mere specielt at møde deres ejere - the real housewifes of America.
Især et af de sidste huse indeholdt flere eksemplarer af den stereotypiske husfrue. Det var som at træde ind et et rigtigt velhaver sydstatshjem, hvilket det egentlig også var, men det mindede mig om det, som jeg har læst om i romaner. Især de hvide sydstatsfruer fra "niceville", hvis nogen har læst den bog eller set filmen. Og hvis ikke, så er den klart anbefalelsesværdig. Da vi trådte op på den store veranda sad den første midaldrende kvinde med perfekt hår og makeup i en kurvestol og nød en brise. Hendes øjne var en anelse slørrede, lagde jeg mærke til, idet hun tilbød os en "mint julep". Vi takkede pænt nej i første omgang og fortsatte ind i den store hall. Herinde blev vi hurtigt fanget af intet mindre end 3 husfruer, som simpelthen synes, at det var "fabulous", at vi rejste rundt i Amerika. Deres reaktion på os var tilnærmelsesvis ens; de glippede et øjeblik uforstående med øjnene, slog derefter hænderne sammen i et stort klap, spærrede øjnene så meget op som muligt og udbrød "ohh, that's FABULOUS". Derefter bekræftede de hinanden to tre gange i, hvor "fabulous" det var, at vi var kommet helt til Eutaw for at se deres hjem. De kom selvfølgelig med en masse spørgsmål, så hurtigt efterfulgt af hinanden, at vi ikke kunne nå at svare på dem. Derfor fik vi aldrig rigtig forklaret, at det egentlig ikke var meningen, at vi skulle være her og hellere ville have set noget andet end deres hjem.
Men de havde nu alligevel lidt ret, det var fabulous, at vi lige nøjagtigt den dag kom til Eutaw. Og turen mellem de historiske huse viste sig at være ret interessant og underholdende, og ikke mindst give et godt indblik i den amerikanske velhavers liv.
Efter at have nikket og smilet til fruerne nogen minutter, mens de klappede i hænderne og konkurrerede om at spærre øjnene mest op, gik vi en rundtur i hjemmet. Til sidst nåede vi ud på verandaen og blev fristet af den første frue med hendes "mint juleps". Hun miksede hurtigt to shotsglas med whiskey og et mynteblad i hver. Det var rimelig stærkt, og vi var glade for, at det ville tage lidt tid at gå hen til bilen, så var der en chance for at forbrænde det værste.
Inden længe kom de tre andre fruer også ud på verandaen. På trods af deres iver efter at høre om vores rejse og historier, sad hår og makeup stadig perfekt og de sørgede for at rette på deres champagne farvede dragter, hvis de skulle hænde, at der kom en lille fold. De kunne da slet ikke forstå, hvordan vi bare kunne bo i en bil og ikke engang vide hvor vi skulle sove den følgende nat, og hvad gjorde vi så med vores morgenbad osv.? Det var svært at følge med i deres tempo i samtalen, og selvom de stillede mange spørgsmål, havde de knap tid til at vente på svarene. Der var åbenbart også mere interessante ting som pressede sig på, for inden længe gik sladderen igang om "den nye" på vejen, om den og dens tøj til den og dens fest. Og så var der det store problem, at den ene husfrue ikke havde lært at spille ordentlig bridge endnu. Men det var også svært at koncentrere sig om, når både man skulle snakke og drikke "mint juleps" midt i spillet, blev de fire husfruer hurtigt enige om. Sofie og jeg følte os en anelse udenfor samtalen, og jeg begyndte at kunne lugte min egen "camping-sved" blandt de nydelige damers parfumer, så vi prøvede diskret at løsrive os fra deres rødlakerede kløer. På trods af, at det hele var "fabulous", måtte vi altså videre, erklærede vi, og skyllede det sidste af whiskeyen ned inden vi forlod "the real housewifes of America".
(der er desværre ingen billeder herfra endnu, men de kommer forhåbentlig i næste oplæg, hvis jeg husker det).
Nu har jeg fået styret min skrivelyst, og I har højst sandsynligt også fået stillet jeres læselyst. Jeg holdt vist ikke mit ord, og lod traditionen tro ikke billederne få mere plads end ordene. Så jeg vil spare jer for flere historier fra det amerikanske og i stedet lade billederne tale for sig selv.
 |
| Vilde bisoner i Oklahoma. |
 |
| Vores lille van kan klare det meste. |
 |
| Vi fandt desværre ingen levende eksempler. |
 |
| En efterårsstorm er på vej. Vi valgte, at køre til højre... |
 |
| Rimlig vild vej vi valgte den dag. |
 |
| En naturskabt bro! |
 |
| Jeg står i 4 stater på én gang. |
 |
| Antelope Canyon. Det er sandklitter former af utallige oversvømmelser. Det er et af de smukkeste steder jeg har set i midt liv. |
 |
| Monument Valley, så har vi også oplevet cowboy og indianer landet. |
 |
| Vi ser så mange roadkills herovre. Vi har set alt fra slanger og heste til hunde og bæltedyr. |
Alt i alt, så lever jeg stadig og har det godt. Sofie og jeg udholder også stadig hinanden, og vokser mere og mere sammen til én person. Vi ser dog frem til at Søren, Sofie lillebror, kommer 1 uge på besøg i Florida inden længe.
Jeg håber, at I allesammen har det godt derhjemme.
 |
| Jeg sætter mit aftryk på Cadillac Ranch i Texas. |
Kærlig hilsen Amanda