Min sidste tid er kommet...

Så har jeg endelig fundet lidt tid til at opdatere på min blog. Jeg må nok indrømme, at jeg ikke har været alt for flittig til at skrive herinde, men der er simpelthen sket så meget hver eneste dag. Derfor bliver det også et enkelt indslag denne gang med flere billeder end ord, så skal jeg ikke anstrenge min stakkels hjerne unødvendigt.

Det har været, og er stadig, en overvældende ferie med uendelig mange oplevelser. Jeg er blevet kæmpe fan af Amerika og en god del af dets befolkning. 

Dette oplæg bliver det sidste, som I nok har regnet ud. Det er ikke tit nok, at vi kommer til både internet og strøm, så jeg vil spare mig selv at tænke mere over min blog og istedet nyde de sidste 14 dage af vores roadtrip.  

Jeg lander fredag d. 28. november i Kastrup kl. 10.30 og regner med at komme på besøg i Århus omkring d. 15. december. Vi ses hjemme i det kolde nord!

FLORIDA

Vi fik 1 uges besøg af Sofies bror Søren. Her står vi i Everglades Nationalpark, som har 5647962456 myg pr cm3, det var en anelse anstrengende.

Sådan ser jorden ud efter at vi har sprøjtet os med myggespray. Så bliv ikke overrasket hvis jeg har udviklet mutantlignende gevækster efter at have brugt den myggespray den sidste måned.

En af de gamle broer på vej til Key West, USA mest sydlige punkt. 

Desværre var vejret på Key West som en dansk sommer  - regnvejr alle dagene!!

Vi nåede at tage et billede inden den næste regnskylle.

Nede i Key West downtown var der åbenbart Fantasy Festival den samme uge som vi var der. Festivalen går ud på, at en masse midaldrende og overaldrende mennesker klæder sig ud hver aften, hvis de da overhovedet klæder sig på, til et bestemt tema. Aftenens tema var strutskørt. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde taget kontaktlinser på den aften...

Ingen Florida uden Disneyland. Her står kongen og prinsessen i forhaven til sommer-residenssen. 

Miami beach fik også et kort visit fra os - lækkert lækkert sted!

Jeg brugte en halv dag i Kennedy Space Center. Det var så nørdet og så spændende. Jeg må simpelthen ud i rummet én dag! Her er 4 af de rumdragter som er blevet brugt gennem NASA's tid i rummet.

De havde EN ÆGTE rumraket udstillet derinde! Den her er Space Shuttle Atlantis, som har været ude på 33 missioner i rummet - så vildt!

GEORGIA

Vi tog os en cykeltur på Cumberland Island, en ø ude for USA's østkyst:

Der var vilde heste på øen, en vild natur.

Cykelturen udviklede sig til en strandtur - det var så smukt at cykle langs stranden med krabber og måger som selskab.

På færgen hjem fra øen er et pragteksemplar af de typiske kærestepar, man møder på sin ferie. Det er ligefør at Sofie og jeg sidder på samme måde, vi har efterhånden været ligeså meget sammen som kæresteparrene over for os. Vi tager dog ikke matchende tøj på som dem. 

På vejen ned af østkysten stødte vi tilfældigvis ind i et cruise event. Så en masse gamle biler var samlet i byen og cruisede ned kystvejen sammen med vores farverige Jucy-campervan. 

LOUISIANA

Her er vi på Sumptur med en airboat. Jeg holder en baby alligator i hånden. Desværre var jeg lidt nervøs, det er måske derfor jeg holder så stramt om dens hals, at den er ved at kvæles. 

Vi cruisede også lige på en dampfærge ned af Mississippi river - total Dón Rosa, hvis nogen har læst Anders And?

Vi tog også en tur ind til New Orleans, som er kendt for jazz musik. Oh Man, det kan de nemt leve op til! Der var fyldt med jazz musikanter på hvert et gadehjørne, og det gav en helt fantastisk let og opløftende stemning.

Og RESTEN

Her er et billede af den vigtigste skuffe i hele bilen. Slik og penge - hvilket i allesammen gerne må sende mere af.

Der er alverdens skilte herovre. Blandt andet en del som viser evakuerings ruten, hvis der er en orkan eller tsunami på vej. I sydstaterne er det specielt populært at øve sig med sin nye pistol på skiltene i vejsiden. Næsten hvert skilt er gennemhullet.

I Arkansas mødte vi denne seje pige! Laura fra Vermont, som er ved at krydse USA alene på sin Honda Motorcykel. Det må prøves engang.

Apropos skilte. Her er et der advarer om en nærliggende kirke!

Vi har selvfølgelig også lige været omkring route 66 - den lever godt op til sine rygter.

I en lille flække var der stillet frem til en stor parade gennem byens hovedgade. Det viste sig at det lokale football team skulle spille hjemmekamp, så alle highschool elever var stadset ud i alverdens biler og kørte under en masse jubelråb gennem gaden. De hylder virkelig deres børn og deres sport herovre, det var meget overdrevet i vores danske perspektiv, men sikkert en stor og vigtig begivenhed for en lille by med ca. 1000 indbyggere.

Det har været halloween, hvis I ikke har bemærket det, og det er en stor sag herovre. Der er meget meget meget pynt alle vegne. Her er vi gået en tur i skoven, hvor den lokale kirke og dens menighed har klædt en masse fugleskræmsler ud i anledningen. Nogen var hyggelige...

... andre knap så hyggelige.

Det sidste billede er fra det dybe syd. For jer der har hørt om "det dybe syd" og den særlige tunge og stillestående stemning kan jeg kun sige, at det passer - den findes i det dybe syd og den er helt speciel. Vi fandt en lille flod som skar sig gennem store tunge træer med en høj fart og alligevel var alt fuldkommen stille omkring os. Det eneste jeg kan anbefale er, udover at tage til syden selvfølgelig, at se Sally Manns serie "deep south". Hun er en kendt fotograf fra Virginia, og hun har taget en serie billeder som fanger den samme stemning vi fandt. Især forordet til bogen er en meget smuk beskrivelse af det dybe syd.

Godt begyndt er halvt fuldendt

Nu har vi halvt fuldendt vores rejse over USA. Vi er nået til hele vejen Georgia, og regner med at ramme østkysten i morgen. Så har vi rejst i vores lille van fra vestkyst til østkyst og dermed oplevet 12 stater ind til videre - ret vildt at tænke på. Og vi er allerede ved at skitsere en rejseplan over de resterende stater, USA er et fantastisk land at rejse rundt i, og jeg vil nødig gå glip af noget. Så der er ingen fare for, at jeg løber tør for rejseplaner de næste par årtier.

Jeg vil, traditionen tro, overlade det meste af pladsen til billeder. Men denne gang er der også et par enkelte oplevelser, som jeg vil prøve at gøre levende for jer; en typisk dag for to roadtrippere, mødet med pensionerede lumberjacks og sladder på verandaen med "real housewifes of America".

En typisk dag

En typisk dag for os starter kl 7, hvor mit vækkeur ringer. Her har Sofie allerede været oppe i en time og er klar til vores morgengymnastik. Jep, vi laver morgengymnastik, og det er HVER morgen (med få undtagelser f.eks. d. 21 september i Las Vegas). Morgengymnastikken er bestående af 700 sjip, som bliver sat op med 100 hver mandag. Jeg er rimelig færdig og udkørt når det er overstået, men så fortsætter vi, efter jeg har sundet mig, med maveøvelser. Min gode veninde Karen Louise har givet os en udfordring som gerne skulle resultere i en 6-pack, når vi er færdige. Jeg vil undlade at kommentere på min maves udseende endnu, men forventer, at I har svært ved at genkende den toptrænede pige som kommer ud af flyet i København.

To typiske eksempler på vores rejsekompagnoner.

Derefter fortsætter dagen i et, mildt sagt, roligt tempo. Vi sætter vandkedelen over gasblusset, ruller teltet på toppen af bilen ned (billederne skal nok forklare senere) og finder det mindst lugtende tøj frem. Ved 9 tiden er vi oftest klar til at køre, og begiver os derfor ud på Amerikas lange lange og lige veje. For det meste har vi et stop eller to, hvor vi ved, at der er en mindre eller større attraktion, dem har I fået et indtryk af takket været billederne. Hen på eftermiddagen, efter at vi har kørt ca. 200 miles (x 1,6 for km), gransker vi vores store kort for campingpladser og har indtil videre været så heldige, at vi ikke har været nødsaget til at sove i vejkanten. Vi har dog tit talt om det, men det føles nu en anelse mere sikkert, at være et autoriseret sted - mere eller mindre beskyttet. For det meste er campingpladserne ude i skove eller parker, så det er nu ikke fordi, at vi er meget beskyttet. Men der plejer at være et par pensionistpar udover os, som er ude på en camping-hyggetur i deres egen stat. Jeg vil skyde på at gennemsnitsalderen på mennesker, som rejser gennem USA med enten telt eller campingvogn eller noget derimellem, er på 63 år. Så vi har da fået os nogen rigtig hyggelige snakke engang imellem.  De pensionerede camping-amerikanerne kan slet ikke forstå, at vi kan være i en lille Dodge, når de selv kører rundt i noget der minder om en kæmpe turistbus, med "slides outs", to indgange, tv og meget mere. Jeg skal prøve at finde et billede til jer inden næste blogoplæg.
På den måde ender vores dag næsten som den begyndte. Vi sætter kedelsen over gasblusset, ruller teltet op og finder det mest lugtende tøj frem (= vores træningstøj/nattøj).

En morgen midt ude i ingenting. Jeg sover for det meste i teltet oppe på taget, mens Sofie sover inde i bilen.

Morgengymnastik.

Mødet med lumberjacks

Vi var samme dag som mødet med lumberjacksene kommet ind i Colorado, som viste sig at være en kold stat. Det havde dog sine fordele, da bjergene var dækket at brændende skove. Altså ikke i bogstavelig forstand, som ved tørken i Californien, men her i Colorado var efteråret allerede trådt ind, så bladene havde fantastiske farver. Det mindede om billeder jeg har set fra de nordlige stater og Alaska. Tætte granskove som dækker bjergsiderne og flade brede floder som strømmer hurtigt over en stenet bund. Det eneste vi manglede var springende laks og bjørne til at fange dem. 

Vi har før været vant til 30 graders varme, så da vi hørte at det muligvis ville blive frost den nat, tog jeg så meget tøj på som muligt og fordelte resten over mine tæpper og lagener. Sådan lå jeg mumificeret og prøvede at komme så nær Sofie som jeg kunne tillade mig. Vi overlevede dog natten og vågenede næste morgen op til et skønt syn. Solen lyste direkte ind på bjergsiden og fik alle farverne til at stå frem efterhånden som morgentågede lettede.

Et billede fra den morgen vi kørte fra Colorado.

Kun lige da vi havde fået øjne, kom den første mand luntende hen mod os. Han gik i et par slidte bukser og havde en varm arbejds-jakke udover sig. "So did you gals have a cold night in there?", Vi stod foran bilen, til dels stadig mumificeret, da han sjoskede hen mod os. "Well you should come and have a some coffee with us inside", fortsatte han. Vi havde mødt den samme mand aftenen før, hvor han viste os vores plads og introducerede sig selv som John. Det skulle senere vise sig, at alle mænd på den campingplads var udstyret med et enkelt-stavelses navn - John, Jack, Franck osv. Derudover var de også allesammen fiskere, jægere eller en anden form for friluftsmænd - og selvfølgelig opfyldte de også gennemsnitsalderen for en almen campist, som jo er ca. 63 år. Vi tøvede lidt, men var høflige og sagde "thanks" på vores bedste lumberjack manér med et medfølgende nik og et lille vink med hånden, som om man er helt indforstået, med alt hvad han kunne finde på at sige eller gøre. 

Ret hurtige blev vi dog enige om, at vi sikkert ikke ville passe ind i den lille jagtstue med lumberjacks og morgenkaffe, Så vi blev siddende og tog istedet en portion havregryn.

Et par minutter efter kom den næste lumberjack. Han havde shorts på, på trods af de varslede minusgrader, en rødternet termojakke og sokker i sine crocs. Det var ejeren af campingpladsen. "Well you better get in there, those men want some company. And we're gathering every morning like this". Vi tøvede, grinte lidt nervøst og prøvede at give et endnu mere overbevisende nik og lille vink med hånden, for at vise, at vi havde total styr på det. Efter han var gået, ville vi ikke risikere endnu et besøg, så vi fik noget ordentlig tøj på og bevægede os hen mod jagtstuen.

Jeg er på vej til at blive mumificeret, det er ikke en nem proces.

Inde i jagtstuen var der dejlig varmt fra kaminen og man kunne dufte nylavet kaffe fra en lille maskine ovre i hjørnet. I midten af rummet stod et stort billiardbord med et par blomstrede plyssofaer omkring sig. Ovre i hjørnet foran kaffemaskinen sad den lille flok lumberjacks i deres termojakker og bukser med et uendeligt antal lommer ned af siderne. De vendte sig alle begejstrede om, da vi trådte ind i stuen. Så blev der grinet lumsk, som kun gamle mænd i Colorados skove kan gøre det, og adskillige kommentarer og jokes alá "this is the prettiest morning I ever woken up to"fløj mod os. Vi blev budt på såkaldt kaffe, en stærk blanding der nærmest kunne spises med ske, og fik placeret os i den lille rundkreds af lumberjacks. 

Der var ingen ende på de gode råd, spørgsmål til vores rejse og interne jokes om folk fra Texas. Det viste sig at blive en endnu mere hyggelig morgen end sædvanelig, og de lumberjacks er ikke så skræmmende endda. Det tog dog lidt tid for os, før vi helt forstod jargonen, og jeg var ved at sige ja til at tømme toiletterne, før det gik op for mig, at de prøvede at overgå hinanden i deres jokes - hvor vi som regel var ofre, hvis ikke det gik udover folk fra Texas, som de åbenbart ikke har meget respekt for. 

Campingpladsen med bjørne, frostgrader og lumberjacks.

Real housewifes of America

Jeg har engang set noget af en tv-serie som hedder "real housewifes of America" hjemme i Danmark. Nu har jeg været så heldig at opleve det direkte i Alabama, USA. 

De sidste par dage har vi brugt på at køre igennem bomuldmarkerne i sydstaterne. Vi ville gerne se en stor mansion med tilhørende bomuldsmarker og måske få noget historie om slaveriet i sydstaterne. Men den dag vi havde planlagt var desværre en søndag, så vores planlagte stop var til ingen nytte, da turist-mansions åbenbart holder lukket om søndagen. Vi foldede vores kort over staterne ud og ledte efter en historisk markering eller anden form for attraktion i nærheden af vores ellers bestemte stop. På den måde fandt vi Eutaw. En lille søvnig by i det centrale Alabama, men med en masse historiske huse. Vi kørte derop i håb om, at finde et åbent mansion som kunne stå model for vores nysgerrighed. Det viste sig, at der lige præcis den weekend var arrangeret en tur, hvor private folk åbnede deres historiske hjem for den almene befolkning. Så vi var så heldige at se intet mindre end 9 historiske hjem, rangerende fra et fuldt udstyret victoriansk hjem fra 1800 tallet til en moderne restaureret mansion. Det var meget specielt og spændende at kunne træde ind i en så velhavende amerikaners hjem, og endnu mere specielt at møde deres ejere - the real housewifes of America. 

Især et af de sidste huse indeholdt flere eksemplarer af den stereotypiske husfrue. Det var som at træde ind et et rigtigt velhaver sydstatshjem, hvilket det egentlig også var, men det mindede mig om det, som jeg har læst om i romaner. Især de hvide sydstatsfruer fra "niceville", hvis nogen har læst den bog eller set filmen. Og hvis ikke, så er den klart anbefalelsesværdig.  Da vi trådte op på den store veranda sad den første midaldrende kvinde med perfekt hår og makeup i en kurvestol og nød en brise. Hendes øjne var en anelse slørrede, lagde jeg mærke til, idet hun tilbød os en "mint julep". Vi takkede pænt nej i første omgang og fortsatte ind i den store hall. Herinde blev vi hurtigt fanget af intet mindre end 3 husfruer, som simpelthen synes, at det var "fabulous", at vi rejste rundt i Amerika. Deres reaktion på os var tilnærmelsesvis ens; de glippede et øjeblik uforstående med øjnene, slog derefter hænderne sammen i et stort klap, spærrede øjnene så meget op som muligt og udbrød "ohh, that's FABULOUS". Derefter bekræftede de hinanden to tre gange i, hvor "fabulous" det var, at vi var kommet helt til Eutaw for at se deres hjem. De kom selvfølgelig med en masse spørgsmål, så hurtigt efterfulgt af hinanden, at vi ikke kunne nå at svare på dem. Derfor fik vi aldrig rigtig forklaret, at det egentlig ikke var meningen, at vi skulle være her og hellere ville have set noget andet end deres hjem.

Men de havde nu alligevel lidt ret, det var fabulous, at vi lige nøjagtigt den dag kom til Eutaw. Og turen mellem de historiske huse viste sig at være ret interessant og underholdende, og ikke mindst give et godt indblik i den amerikanske velhavers liv. 

Efter at have nikket og smilet til fruerne nogen minutter, mens de klappede i hænderne og konkurrerede om at spærre øjnene mest op, gik vi en rundtur i hjemmet. Til sidst nåede vi ud på verandaen og blev fristet af den første frue med hendes "mint juleps". Hun miksede hurtigt to shotsglas med whiskey og et mynteblad i hver. Det var rimelig stærkt, og vi var glade for, at det ville tage lidt tid at gå hen til bilen, så var der en chance for at forbrænde det værste.

Inden længe kom de tre andre fruer også ud på verandaen. På trods af deres iver efter at høre om vores rejse og historier, sad hår og makeup stadig perfekt og de sørgede for at rette på deres champagne farvede dragter, hvis de skulle hænde, at der kom en lille fold. De kunne da slet ikke forstå, hvordan vi bare kunne bo i en bil og ikke engang vide hvor vi skulle sove den følgende nat, og hvad gjorde vi så med vores morgenbad osv.? Det var svært at følge med i deres tempo i samtalen, og selvom de stillede mange spørgsmål, havde de knap tid til at vente på svarene. Der var åbenbart også mere interessante ting som pressede sig på, for inden længe gik sladderen igang om "den nye" på vejen, om den og dens tøj til den og dens fest. Og så var der det store problem, at den ene husfrue ikke havde lært at spille ordentlig bridge endnu. Men det var også svært at koncentrere sig om, når både man skulle snakke og drikke "mint juleps" midt i spillet, blev de fire husfruer hurtigt enige om. Sofie og jeg følte os en anelse udenfor samtalen, og jeg begyndte at kunne lugte min egen "camping-sved" blandt de nydelige damers parfumer, så vi prøvede diskret at løsrive os fra deres rødlakerede kløer. På trods af, at det hele var "fabulous", måtte vi altså videre, erklærede vi, og skyllede det sidste af whiskeyen ned inden vi forlod "the real housewifes of America".

(der er desværre ingen billeder herfra endnu, men de kommer forhåbentlig i næste oplæg, hvis jeg husker det).

Nu har jeg fået styret min skrivelyst, og I har højst sandsynligt også fået stillet jeres læselyst. Jeg holdt vist ikke mit ord, og lod traditionen tro ikke billederne få mere plads end ordene. Så jeg vil spare jer for flere historier fra det amerikanske og i stedet lade billederne tale for sig selv.

Vilde bisoner i Oklahoma.

Vores lille van kan klare det meste.

Vi fandt desværre ingen levende eksempler.

En efterårsstorm er på vej. Vi valgte, at køre til højre...

Rimlig vild vej vi valgte den dag.

En naturskabt bro!

Jeg står i 4 stater på én gang.

Antelope Canyon. Det er sandklitter former af utallige oversvømmelser. Det er et af de smukkeste steder jeg har set i midt liv.

Monument Valley, så har vi også oplevet cowboy og indianer landet.

Vi ser så mange roadkills herovre. Vi har set alt fra slanger og heste til hunde og bæltedyr.

Alt i alt, så lever jeg stadig og har det godt. Sofie og jeg udholder også stadig hinanden, og vokser mere og mere sammen til én person. Vi ser dog frem til at Søren, Sofie lillebror, kommer 1 uge på besøg i Florida inden længe. 

Jeg håber, at I allesammen har det godt derhjemme.

Jeg sætter mit aftryk på Cadillac Ranch i Texas.

Kærlig hilsen Amanda

Så er vi halvvejs gennem staterne!

Så er vi halvvejs gennem staterne!

Så er vi nået halvvejs på tværs af USA, og vi bliver ved at få nye oplevelser hver dag. Nogen mente, inklusiv mig selv i forvirrede øjeblikke, at man muligvis kunne komme til at kede sig på sådan en lang ferie... Langt fra! Hver dag er forskellig fra den forrige, og hver stat er forskellig fra den sidste. Jeg er meget overrasket over, hvor godt jeg synes om USA. De er er ikke så dumme endda de amerikanere.

Naturen herovre er helt ubeskrivelig, og derfor vil jeg heller ikke begive mig ud i en længere afhandling om vores diverse ture i nationalparker m.m. I kan se de "få" billeder jeg har lagt op, og ellers må I tilmelde jer et af de populære "jeg-er-lige-kommet-hjem-fra-mit-livs-rejse" diasshow, som helt sikkert vil blive afholdt snarest muligt efter min hjemkomst :)

Alt i alt, så har jeg det rigtig godt, og nyder turen alt hvad rammer og tøj kan holde. Jeg vil nu overlade resten af pladsen til fotografier og tilhørende beskrivelser:

Så blev man 25 år med en gin tonic i hånden og et par letklædte mænd i baggrunden - selvfølgelig i Las Vegas

1. dag som 25-årig fejres på Hotel Hilton (tak internettet for gode tilbud!) nede ved poolen, Jeg var dog ikke i stand til at holde en gin tonic i hånden - desværre.

LAS VEGAS BY NIGHT

LAS VEGAS BY NIGHT
 Jo den er god nok, dette billede er taget inde i et hotel. Hotellet havde Venedig som tema, og det er 100000%, hvis ikke mere, gennemført, både med kunstig himmel, gondoler og opera syngende italienere.

Her prøver jeg en oxygen bar i Las Vegas. Man får rør i næsen som en anden patient, og sidder derefter i baren og inhalerer forskellig farvede "luft", som gør en mere studieklar, mindre tømmermænds-ramt, mere koncentreret osv. Jeg var lidt skeptisk og valgte alligevel at spare mine penge, så jeg købte kun en lille stift som man kan inhalere, og på den måde miste appetitten. På den måde, tænkte jeg, at jeg også kunne spare et måltid. Sådan sparer man penge i USA.

Her overnatter vi et virkelig øde sted, der var ikke meget at se på... indtil stjerne kom frem. Det var til gengæld også helt fantastisk!

Vi tager os en velfortjent afslapningsdag ved Lake Tahoe. 

Camping livet forsødes med Irish Coffee

I en del af de nationalparker vi har overnattet i, har der været bjørne i området. På grund af at bjørnene har sammenkædet turister og mad, højst sandsynligt fordi et par hjernedøde turister har prøvet at håndfodre bjørnene, skal man lukke alt mad, hygiejne og andet duftende ind i en bjørneboks (se billede). De har før oplevet at bjørne har brudt ind i biler for at finde mad. Så den nat var jeg glad for, at vi ikke har mulighed for at gå så tit i bad, det skulle nok holde dem væk fra vores campingplads og bjørneboks. Vi har desværre/heldigvis, alt efter hvor gerne I vil have mig ædt af en livsfarlig bjørn, kun set én. Det var fra bilen, og den luntede væk mellem træerne så snart vi tog kameraet frem - øv bøv, men spændende at se en vild bjørn i det fri!

I nationalparken Yosemite

I Californien har det ikke regnet 1½ år, og de oplever nu den værste tørke efter 500 år! Det er tydeligt at se på naturen bl.a. ved denne skovbrand vi kørte forbi.

Jeg var desværre ikke så hurtig til at tage billedet ud af vinduet. Men her er en meget amerikansk valgplakat for Jay Varney som sherif, jeg gætter på at han er en såkaldt "gun-lover".

Det er en meget flot roadtrip vi er på. Vi stopper tit op og nyder et perfekt landskab folde sig ud foran os.

En drypstenshule var der også lige tid til. Selvfølgelig var der indlagt et mindre lysshow inde i hulen, det er trods alt Amerika, men det var nu imponerende alligevel.

Her var vi i en såkaldt spøgelses-by. Der var dog ikke særlig mange spøgelser i forhold til asiater... hvis I forstår.

Et lille billede af vores GPS. Som man kan læse, er det store afstande vi arbejder med herovre. (297 miles = 475 km). Vi kører gerne en 400-600 km om dagen, men det føles som ingenting, når man har den smukke udsigt gennem forruden og en god sang i radion.

Et eksempel på den flotte udsigt gennem forruden.

Vi har selvfølgelig også været i den obligatoriske Grand Canyon - det var også helt fantastisk. En virkelig speciel formation, som jeg aldrig har set noget mage til (den kommentar kunne jeg knytte til stort set alle vores oplevelser). 

..og så lige en helikopter tur ud over Grand Canyon, med æresplads ved siden af piloten. Jeg fik et glimt af jorden gennem Guds øje, som Karen Blixen ville have sagt.

Solnedgang over Grand Canyon. Vi skulle også have set en solopgang, men vi havde desværre læst forkert, så vi kom for sent.

Så er der lige et par elge til at hjælpe med opvasken.

En af de mange campgrounds som vi har sovet på. Denne her ligger ude i Nevadas ørken tæt ved Death Valley.

Den ægte hippie ånd er fundet frem.

Death Valley - rimelig død stemning i den hede (varmerekorden er 56 grader), og der er ikke mange steder med skygge -for ikke at sige INGEN!

Vi havde dog lige energi til at tage et billede på den meget varme køler af vores "hjem".

Det regner 1-2 cm om året i Death Valley.. Det regnede den dag vi var der, så føler man sig uendelig meget som en dansker på campingferie, unaset hvor langt man tager væk, så vil det altid regne.

Goodbye Las Vegas, nu drager vi videre ud i ørkenen, ældre og klogere.. i hvert fald ældre. Det bliver svært at slå den  fødselsdagsfest!

I Utah var vi ude og lede efter Amish, men kom også til en af de store Mormonbyer. Her så vi deres meget overdådige og meget hvide tempel. Vi snakkede da også med én, men fik alligevel ikke lov at komme ind at se templet. Det er kun de øverste som har lov til det. Spændende at høre om alligevel.

Her er vi i Zion Canyon, det er måske min ynglings nationalpark - ej, jeg ved det ikke, de er så fantastiske allesammen. Men her skulle man vandre ind mellem klipperne ved at vade igennem floder med vand fra de smeltede snetoppe, Der blev man tvunget til at mærke naturen - uuuhh det var koldt for tæerne. Men det hele værd!

Camping mad og solnedgang i Zion nationalpark.

Dejligt at komme til en stat som ikke er midt i en tørke, her står jeg under et vandfald - med lidt god vilje.

Her står jeg foran et vandfald.

Jeg er ved at lære bilen at kende efter 1 måneds tid. Forstår ikke, hvorfor ingen tør holde ved siden af mig?

Sidste billede i denne omgang. Vi er på vej ned gennem røde sand klipper i Bryce Canyon, det er også min ynglings-nationalpark sammen med alle de andre.

Tak for denne gang, flot klaret, at du kom igennem hele diasshowet! 

Har du mod på mere, så har Sofie Nissen lagt en masse billeder op på facebook fra vores tur, du kan finde dem via min profil.

Kan du godt lide mine rejsebeskrivelser og billeder, så prøv at se www.amandaitanzania.blogspot.com